Forretningsbetingelser pr. 30/11. 2024
Forretningsbetingelserne for Roesgaard Godkendt Revisionspartnerselskab (i det følgende benævnt “Roesgaard”) gælder, når vi yder rådgivning og afgiver erklæringer med og uden sikkerhed. Det vil sige for enhver opgave.
Rådgivning
Roesgaard overholder i alle sammenhænge de etiske regler for revisorer. Det vil sige principperne omkring integritet, objektivitet, professionel kompetence og fornøden omhu, fortrolighed og professionel adfærd.
Når Roesgaard afgiver erklæringer, er vores underskriftsberettigede revisorer underlagt erklæringsbekendtgørelsen, revisorloven, gældende standarder, udtalelser fra FSR – danske revisorer, Revisionsteknisk Udvalg og særlovgivning. Erklæringsbekendtgørelsen mv. regulerer erklæringer med sikkerhed efter standarderne om revision, udvidet gennemgang og review.
Når vi afgiver selskabsretlige erklæringer, udfører vi vores arbejde i overensstemmelse med den internationale standard om andre erklæringsopgaver med sikkerhed eller om revision samt yderligere krav ifølge dansk revisorlovgivning.
Nogle af revisorlovens bestemmelser gælder også erklæringer uden sikkerhed efter standarderne om aftalte arbejdshandlinger og opstilling af regnskaber.
Roesgaard opbevarer erklæringer med tilhørende arbejdspapirer i fem år fra underskriftstidspunktet. Disse vil normalt blive slettet fem år efter sidste engagement med kunden.
Tavshedspligt
Roesgaard er omfattet af reglerne om tavshedspligt og vil ikke videregive eller udnytte fortrolige oplysninger, som vi måtte blive bekendt med som led i opgaven. Det gælder for partnere og medarbejdere hos Roesgaard samt andre rådgivere og eksterne advokater, som antages til at bistå med rådgivningen, for at opgaven kan udføres, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra b og litra f. Tavshedspligten kan dog brydes i de situationer, hvor vi efter gældende lov er forpligtet til at videregive tavshedsbelagte oplysninger.
Hvidvaskregler
Som led i erklæringsopgaver indhenter vi identitets- og legitimationsoplysninger i overensstemmelse med hvidvaskreglerne. Hertil skal vi indhente dokumentation for registreringer af transaktioner, undersøgelser samt eventuelle underretninger herom ved mistanke om hvidvask eller finansiering af terrorisme, når mistanken ikke kan afkræftes. De indhentede oplysninger efter hvidvaskloven opbevares som udgangspunkt i fem år efter kundeforholdets ophør.
Vores kunder skal løbende holde Roesgaard orienteret om væsentlige forhold, og således loyalt udveksle informationer, data og dokumenter, i det omfang det er relevant for aftalens opfyldelse.
Ved erklæringsopgaver er vi bl.a. omfattet af persondataforordningens regler om ansvarlig databehandling. Vi er imidlertid også omfattet af revisionslovens § 30 om revisors tavshedspligt, hvorfor vi ikke må udlevere indhentede personoplysninger til tredjemand. Dette gælder dog ikke, hvis vi, i henhold til lovgivningen, er forpligtet til at videregive oplysninger, herunder f.eks. ved mistanke om hvidvask. Der er mulighed for at få indsigt i de registrerede oplysninger i henhold til reglerne i persondataforordningen, ligesom disse kan korrigeres for eventuelle fejl og mangler.
Tillige er vi forpligtet til at underrette Hvidvasksekretariatet ved mistanke om, at selskabet bliver anvendt til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme. Vi har bl.a. pligt til at underrette Hvidvasksekretariatet om ulovlige aktionærlån, også i tilfælde, hvor et lån er skattemæssigt berigtiget eller tilbagebetalt, samt at underrette Erhvervsstyrelsen via www.virk.dk om eventuelle uoverensstemmelser mellem faktiske reelle ejere og reelle ejere registreret i CVR-registeret.
Interessekonflikter
Vi yder ikke rådgivning i sager, hvor Roesgaard eller dets medarbejdere har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald. Vi yder heller ikke rådgivning i sager, hvor Roesgaard eller dets medarbejdere samtidig rådgiver eller tidligere i samme sag har rådgivet andre, der har en sådan interesse.
Hvis der opstår en sådan interessekonflikt, eller den kommer til Roesgaards kendskab efter rådgivningsaftalens indgåelse, vil vi snarest muligt gøre kunden bekendt med forholdet og opsige rådgivningsaftalen. En sådan opsigelse sker uden ansvar for Roesgaard.
Honorar og fakturering
Honoraret fastsættes som angivet i aftalebrevet.
I mangel af anden aftale baseres honoraret på medgået tid på grundlag af specificeret timeregnskab. Det fastsættes i øvrigt efter et skøn under hensyn til bl.a. sagens betydning og værdi, arten og omfanget af det arbejde, som vi udfører, og det med sagen forbundne ansvar. Roesgaard vil ikke kræve højere honorar, end hvad der kan anses for rimeligt.
Ud over honoraret kan rimelige og dokumenterede udlæg kræves refunderet, herunder udlæg for rejser, overnatning og fortæring ved udearbejde samt afgifter og gebyrer til offentlige myndigheder mv.
Honorarer til underleverandører, som er engageret af Roesgaard, faktureres som udlæg. Det samme gælder efter aftale honorar til selvstændige leverandører, som vi henviser til, hvis vi ikke har den tilstrækkelige kompetence in house.
Ved påbegyndelse af en opgave vil Roesgaard efter anmodning oplyse om honorarets størrelse, hvis det er muligt efter opgavens karakter. Det sker altid under hensyntagen til aftalens indhold, herunder den aftalte arbejdsfordeling. Vi opfordrer således altid vores kunder til at overveje, hvad de selv kan gøre for at effektivisere vores samarbejde. Kan honoraret ikke oplyses, vil de anvendte timesatser blive oplyst.
I konsekvens af principper om honorarberegning på grundlag af medgåede timer har vores kunder altid mulighed for at afslutte vores engagement efter de regler, der gælder herfor. Opgaven vil herefter blive afregnet ud fra de på dette tidspunkt medgåede timer.
Fakturering vil blive foretaget ultimo hver måned. Afhængigt af opgavens karakter kræver vi forudbetaling.
Betalingsbetingelserne er 14 dage netto. Hvis betalingsfristen ikke overholdes, vil der blive beregnet renter i overensstemmelse med rentelovens bestemmelser. Misligholdes betalingsbetingelserne, er Roesgaard berettiget til at ophæve aftalen.
Honoraret pristalsreguleres årligt.
Roesgaard modtager ikke betroede midler.
Brug af erklæringer
De af os afgivne erklæringer må kun anvendes som en del af det originale dokument, og der skal indhentes skriftlig tilladelse fra os for brug af et erklæringsemne som bilag til prospekter eller lignende dokumenter. Dette gør sig også gældende, hvis der refereres til Roesgaard i et prospekt eller lignende.
Oversatte erklæringer må kun anvendes sammen med den fuldstændige oversatte årsrapport eller andet oversat erklæringsemne. Alle oversatte erklæringer skal godkendes af os.
Ansvarsbegrænsninger
Roesgaard og vores underskriftsberettigede revisorer er ansvarlige, når vi yder rådgivning og afgiver erklæringer med og uden sikkerhed i overensstemmelse med dansk rets almindelige bestemmelser, idet nedenstående ansvarsbegrænsninger dog finder anvendelse:
Roesgaard og vores underskriftsberettigede revisorer/medarbejdere er ikke ansvarlige for indirekte tab eller følgeskader, herunder tab af goodwill, image, indtjening, fortjeneste eller data.
Roesgaard og vores underskriftsberettigede revisorers/medarbejderes erstatningsansvar er begrænset til et beløb, svarende til tre gange Roesgaards honorar eksklusive moms for en enkeltstående ydelse og tre gange Roesgaards honorar eksklusive moms de seneste seks måneder forud for den erstatningsudløsende begivenhed for en løbende ydelse.
Roesgaard og vores underskriftsberettigede revisorer/medarbejdere kan ikke holdes ansvarlige for tab, der måtte opstå som følge af falsk, misvisende eller ufuldstændig information, data eller dokumentation, som er tilvejebragt af andre end Roesgaard.
Roesgaard og vores underskriftsberettigede revisorer/medarbejdere kan ikke holdes ansvarlige for udkast og mundtlige drøftelser.
Roesgaard og vores underskriftsberettigede revisorer/medarbejdere påtager sig ikke ansvar over for andre, som benytter den af Roesgaard ydede rådgivning til en af vores kunder.
Roesgaard er ikke ansvarlig for tab eller skader forårsaget af cyberangreb, hackerangreb, it-nedbrud og andre lignende hændelser.
Roesgaard og vores underskriftsberettigede revisorer/medarbejdere hæfter ikke for eventuelle fejl begået af selvstændige leverandører, som Roesgaard henviser til, ligesom Roesgaard og vores underskriftsberettigede revisorer/medarbejdere ikke hæfter for eventuelle fejl begået af underleverandører, som er engageret af Roesgaard.
Roesgaard og vores underskriftsberettigede revisorer/medarbejdere hæfter ikke for forhold, der kan henføres til kundens egen skyld, eller hvis kunden ikke oplyser sagen korrekt. Det er kundens ansvar at sikre nøjagtigheden og fuldstændigheden af den information, som tilvejebringes til brug for os. Dette gælder tillige greenwashing.
Ovenstående ansvarsbegrænsninger gælder, uanset om skaden skyldes simpel eller grov uagtsomhed.
Force majeure
I tilfælde af force majeure suspenderes vores forpligtelser i henhold til aftalen mellem os.
Force majeure kan defineres som en udefrakommende og uforudset ekstraordinær begivenhed eller situation, vi med rimelighed ikke burde eller kunne have forudset. Det kan f.eks. være epidemier eller voldsomme cyberangreb, som ikke har kunnet afværges trods ”State of the art”.
Hos Roesgaard gør vi alt for at afhjælpe alle former for nedetid, og vi har implementeret tekniske og organisatoriske sikkerhedskrav ud fra anerkendte branchestandarder og ”State of the art”.
Resultat af rådgivning og assistance
Resultatet af den assistance og rådgivning, som Roesgaard yder, er udelukkende til jer og må ikke distribueres til andre parter.
Når vi yder assistance og rådgivning, indebærer det anvendelse af vores ekspertise, og vores ansvar er således, på grundlag af oplysninger fra jer, at yde assistance og rådgive.
Eftersom en assistanceopgave ikke er en erklæringsopgave med sikkerhed, er vi ikke forpligtet til at verificere nøjagtigheden eller fuldstændigheden af de oplysninger, I giver os til brug for opgaven, eller til på anden måde at indhente bevis, der gør det muligt for os at udtrykke en revisions- eller reviewkonklusion om resultatet af assistancen og rådgivningen i form af finansielle oplysninger.
Vi vil udføre opgaven om opstilling af finansielle oplysninger i overensstemmelse med den internationale standard om beslægtede opgaver ISRS 4410, Opgaver om opstilling af finansielle oplysninger. Ifølge ISRS 4410 skal vi, når vi påtager os opgaven, overholde relevante bestemmelser i revisorloven og International Ethics Standards Board for Accountants’ internationale retningslinjer for revisorers etiske adfærd (IESBA Code) herunder principper om integritet, objektivitet, professionel kompetence og fornøden omhu.
Jeres ansvar er således at sikre nøjagtigheden og fuldstændigheden af de registreringer, dokumenter, redegørelser og anden information, som I tilvejebringer til brug for os. Desuden er regnskabsopstillinger mv. ledelsens ansvar.
Lovvalg og værneting
Aftalebrevet, inklusive disse forretningsbetingelser, reguleres af dansk ret, og enhver tvist, der måtte opstå i forbindelse med aftalen, skal afgøres ved de almindelige domstole med Retten i Horsens som første instans.
Afslutning
Øvrige beskrivelser
Roesgaard – Beskrivelse af formål, omfang og ansvarsfordeling mv. ved revision vs. 30. november 2024
Roesgaard – Beskrivelse af formål, omfang, ansvarsfordeling mv. ved Review vs. 30. november 2024
Databehandleraftale vs. 30. november 2024