Du bør tjekke din fremtidsfuldmagt

10. marts 2025

Du bør tjekke din fremtidsfuldmagt

Med en fremtidsfuldmagt kan du give dine pårørende en mulighed for at handle på dine vegne i både økonomiske og personlige forhold, hvis du en dag ikke længere selv er i stand til det. Siden ordningen om fremtidsfuldmagter blev indført i 2017, har mange valgt at oprette en. Alligevel bliver op mod hver femte fremtidsfuldmagt helt eller delvist afvist, når Familieretshuset anmodes om at sætte den i kraft – ofte på grund af fejl eller uklarheder.  

 

Notarens rolle og de juridiske faldgruber

Mange antager, at en fremtidsfuldmagt automatisk er gyldig, hvis den er underskrevet hos notaren. Dette er imidlertid ikke tilfældet, da notaren ikke foretager en juridisk vurdering af fremtidsfuldmagtens indhold. Notarens opgave er alene at bekræfte fuldmagtsgiverens identitet og sikre, at vedkommende er i stand til at handle fornuftsmæssigt på oprettelsestidspunktet. Først når fremtidsfuldmagten skal aktiveres, bliver dens indhold vurderet, og på dette tidspunkt er det for sent at rette eventuelle fejl eller uklarheder. 

 

Uklare formuleringer kan føre til afvisning

Et hyppigt problem opstår, når det ikke fremgår klart af fremtidsfuldmagten, hvilke handlinger fuldmagtshaveren må foretage på fuldmagtsgiverens vegne. Uklare formuleringer kan skabe tvivl om beføjelserne og i værste fald føre til afvisning. F.eks. har fuldmagtsgiveren mulighed for at bestemme, at fuldmagtshaveren må give gaver ud over sædvanlige lejlighedsgaver. Lovgivningen stiller dog krav om, at en sådan bestemmelse skal være præcist formuleret, herunder hvem gaverne må gives til, deres størrelse og hvor ofte de må gives.

 

MitID kan ikke overdrages i en fremtidsfuldmagt

Mange fremtidsfuldmagter indeholder desuden bestemmelser om, at fuldmagtshaveren må benytte fuldmagtsgiverens MitID. Da MitID er personligt, er en sådan bestemmelse dog ikke gyldig efter gældende praksis. I stedet skal fuldmagtshaveren anvende sit eget MitID.

 

Risiko ved krav om fælles beslutning

En anden udfordring opstår, hvis fremtidsfuldmagten stiller krav om, at flere fuldmagtshavere skal handle i forening. Hvis én af dem bliver forhindret i at varetage fuldmagtsforholdet, kan kravet om fælles beslutning ikke opfyldes, hvilket kan gøre fuldmagten uanvendelig.

 

Ændret praksis kan påvirke din fremtidsfuldmagt

Siden loven om fremtidsfuldmagter trådte i kraft, har Familieretshuset løbende udviklet sin praksis for fortolkning af rammerne for fremtidsfuldmagter. Hvis indholdet af en fremtidsfuldmagt ikke stemmer overens med Familieretshusets nuværende praksis, kan hele eller dele af den blive afvist. Hos Roesgaard anbefaler vi derfor, at alle, der har oprettet en fremtidsfuldmagt i perioden 2017-22, gennemgår og sikrer, at den fortsat lever op til de gældende regler.

 

Har du spørgsmål om fremtidsfuldmagter, eller ønsker du at få gennemgået din eksisterende fremtidsfuldmagt, er du velkommen til at kontakte Anne Koch på ank@roesgaard.dk, telefon 5129 2850 eller Emilie Skov Bertelsen på esb@roesgaard.dk, telefon 2936 4399. 

Kontakt

Anne Koch

Anne Koch

Partner, specialist i familie- og arveret

51 29 28 50  ·  ank@roesgaard.dk

Emilie Skov Bertelsen

Emilie Skov Bertelsen

Jurist

29 36 43 99  ·  esb@roesgaard.dk