EU foreslår ændringer i bæredygtighedsrapportering – mindre lovpligtig rapportering og mere frivillig rapportering
3. marts 2025
EU-Kommissionen har fremlagt et lovforslag, kaldet Omnibus-pakken, som indeholder ændringsforslag i Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD). Formålet er at styrke konkurrenceevnen og reducere administrative byrder for virksomheder ved at lempe og forenkle implementeringen af CSRD i national lovgivning.
Væsentlige ændringer og overgangsbestemmelser
Det foreslåede direktiv lægger op til, at CSRD i en overgangsperiode vil være uændret for virksomheder, der allerede var omfattet af direktivet for regnskabsåret 2024 (store børsnoterede virksomheder). Ændringerne indebærer, at CSRD's krav udskydes med to år for virksomheder, der i dag er omfattet af CSRD for regnskabsårene 2025 og 2026 til henholdsvis 2027 og 2028. Fremadrettet vil CSRD kun gælde for virksomheder med over 1000 ansatte, der enten har en omsætning på mere end 50 millioner EUR eller en balancesum på over 25 millioner EUR. Kravene for børsnoterede virksomheder justeres ligeledes, således at de kun omfattes, hvis de opfylder de nævnte kriterier.
Frivillig standard for bæredygtighedsrapportering
For at reducere CSRD's indvirkning foreslås det, at virksomheder primært skal indsamle oplysninger fra værdikæden i overensstemmelse med den frivillige bæredygtighedsstandard (VSME), medmindre værdikædens virksomheder selv er omfattet af CSRD. Desuden fjernes EU-Kommissionens mulighed for at vedtage sektorspecifikke standarder, hvilket skal sikre en mere ensartet tilgang.
Forenkling af rapporteringsstandarder og -krav
EU-Kommissionen planlægger at forenkle de eksisterende rapporteringsstandarder (ESRS), herunder reduktion af datapunkter og prioritering af kvantitative data.
Endelig foreslår ændringerne i taksonomiforordningen, at kravene lempes for virksomheder med en omsætning under 450 millioner EUR, mens virksomheder over denne grænse skal overholde fulde krav og tilhørende delegerede retsakter.
Godkendelsesproces i EU
Disse ændringer er stadig kun forslag og skal igennem en omfattende godkendelsesproces både på EU-niveau og nationalt, før de bliver endeligt implementeret i dansk lovgivning. Der er planlagt offentlig høring fra den 26. februar til den 26. marts 2025.
Roesgaards ESG-rådgivning
ESG-rapportering behøver ikke være en kompleks og tidskrævende proces. Med Roesgaards full-service-setup kan din virksomhed komme godt fra start og få fuldt udbytte af indsatsen.
Kontakt os i dag for at høre mere om, hvordan vi kan hjælpe din virksomhed med at navigere i ESG-kravene og skabe værdi gennem bæredygtighedsrapportering.