Forslag til ændringer i selskabsloven

10. oktober 2024

Forslag til ændringer i selskabsloven

Erhvervsstyrelsen har netop afsluttet en høring, der vedrørte ændringsforslag til selskabsloven.

Ændringsforslagene skal gennemføre to af de i alt 45 initiativer, som regeringen har aftalt ved Iværksætterpakken. Lovforslaget forventes at blive fremsat i Folketinget i november 2024.

Dette lovforslag skal bl.a. gøre det lettere for iværksættere at stifte anpartsselskaber og skaffe kapital til opstart, drift og vækst.


Lettere adgang til kapital

Lovforslaget skal gøre det lettere for iværksættere at tiltrække risikovillig kapital, da der er lagt op til, at anpartsselskaber får mulighed for at udbyde sine anparter gennem ”equity crowdfunding”. Equity crowdfunding er en finansieringsform, hvor et selskab rejser kapital ved at udbyde sine kapitalandele til offentligheden. Dette kan ske på selskabets egen hjemmeside eller via en equity crowdfunding-platform.

I dag er det kun aktieselskaber, der kan udbyde kapitalandele offentligt, men lovforslaget skal dermed også give anpartsselskaberne mulighed for at gøre dette, så længe udbuddet er under 5 mio. euro. Forslaget udvider dermed anpartsselskabernes finansieringsmuligheder, da privatpersoner kan gå sammen og investere i iværksættervirksomheder mod at få ejerandele i selskabet.


Lavere krav til selskabskapital

I samme lovforslag foreslås det at nedsætte minimumskapitalkravet for anpartsselskaber fra 40.000 kr. til 20.000 kr. Hvis dette bliver vedtaget, betyder det bl.a., at det bliver mere tilgængeligt for mange iværksættere at stifte et anpartsselskab, da kapitalkravet dermed halveres. Indbetalingen af selskabskapitalen kan ske kontant eller ved indskydelse af andre værdier svarende til 20.000 kr., ligesom vi kender det i dag.

Nedsættelsen af minimumskapitalkravet vil også betyde, at eksisterende anpartsselskaber kan nedsætte deres selskabskapital til 20.000 kr. efter selskabslovens regler om kapitalnedsættelse og dermed ”binde mindre kapital”.

Begge forslag er med udgangspunkt i, at det skal gavne iværksætteriet og vil især være med til at kunne forbedre små og mellemstore virksomheders mulighed for at tiltrække risikovillig kapital til opstart, drift og vækst.

Hos Roesgaard følger vi lovforslaget og eventuelle andre ændringer, der måtte blive stillet forslag om vedrørende selskabsloven. Har du spørgsmål om, hvordan reglerne kommer til at påvirke dig og dine muligheder for enten at stifte et anpartsselskab eller rejse kapital til dit anpartsselskab, så kontakt Roesgaard for juridisk rådgivning og vejledning.