Fra september 2025 begrænses offentlig adgang til oplysninger om reelle ejere
14. oktober 2025
Siden 2017 har oplysninger om en virksomheds reelle ejere været offentligt tilgængelig på CVR for at øge gennemsigtigheden i danske virksomheders ejerstrukturer. Men fra den 1. september 2025 ændres reglerne. Oplysningerne bliver ikke længere offentligt tilgængelige i Erhvervsstyrelsens IT-systemer.
Baggrunden er en afgørelse fra EU-domstolen, som har fastslået, at den offentlige adgang var i strid med reglerne om beskyttelse af personoplysninger og retten til privatliv.
Hvem har adgang?
Kun følgende kan fremover se oplysninger om reelle ejere:
- Offentlige myndigheder
- Forpligtede enheder under hvidvasklovens, f.eks. banker, revisorer, advokater og ejendomsmæglere
- Personer med en legitim interesse
En legitim interesse kan f.eks. være ledelsesmedlemmer, der skal indhente og kontrollere oplysninger om reelle ejere i henhold til selskabsloven. Den fulde liste fremgår af ejerregistreringsbekendtgørelsens § 48, stk. 1, nr. 1-15, og omfatter bl.a.:
- Pressen
- Personer og virksomheder, der overvejer transaktioner med andre virksomheder
- Rådgivere
- Registrerede reelle ejere
- Personer, der på vegne af en juridisk enhed anmelder et forhold til registrering i Erhvervsstyrelsens IT-system
Alle andre – som hverken er forpligtede enheder under hvidvaskloven, eller kan dokumentere en legitim interesse – mister fremover adgangen.
Sådan anmoder du om adgang
Hvis du har en legitim interesse, kan du anmode om adgang via www.cvr.dk:
- Find den relevante virksomhed
- Gå til fanen "Ejerforhold" og klik "anmod om adgang"
- Log ind med MitID og angiv din legitime interesse.
Du skal desuden afgive en tro- og loveerklæring om, at du opfylder betingelserne. Når anmodningen er godkendt, får du adgang i op til tre år ad gangen. Bemærk at adgangen er personlig og kræver login.
Vigtigt: Det er strafbart at videregive eller offentliggøre oplysninger om reelle ejere fra Erhvervsstyrelsens IT-system uden tilladelse. Overtrædelse kan medføre bøde og lukning af adgang.