Fristen for tilbagesøgning af moms, der er betalt i andre EU-lande, nærmer sig
22. august 2025
Danske virksomheder kan få refunderet udenlandsk moms på udgifter som transport, hotel og andre forretningsrelaterede omkostninger. Fristen for ansøgning nærmer sig, og korrekt håndtering af processen er afgørende. Få overblik over reglerne og kravene, så ansøgningen bliver korrekt og effektiv.
Når danske virksomheder afholder udgifter i udlandet, i forbindelse med at medarbejderne er på udenlandsrejser, kommer der automatisk udenlandsk moms på de udgifter, de afholder.
Der kan være tale om udgifter til bl.a.:
• Transport
• Brændstof
• Messer
• Hotel
• Forplejning
Virksomheder har ikke adgang til momsfradrag for udgifterne på deres danske momsangivelse, men de kan søge om at få momsen refunderet via en momsrefusion.
For at kunne søge momsen retur er det et overordnet krav, at:
• virksomhederne ikke er momsregistrerede i det land, hvor udgiften er afholdt.
• udgifterne vedrører virksomhedernes momspligtige aktiviteter.
Det er fradragsretten i det land, hvor udgiften er afholdt, der er afgørende for, om der er adgang til momsrefusion. Det er således uden betydning, om der ville have været adgang til momsfradrag for en tilsvarende udgift i Danmark.
Du kan søge om tilbagebetaling af moms fra andre EU-lande hos de danske myndigheder i TastSelv-systemet.
Ansøgningsfrist
Fristen for tilbagesøgning af moms vedrørende udgifter, der er afholdt i indkomståret 2024, er den 30. september 2025.
Beløbsgrænser
En ansøgning må maksimalt omfatte ét kalenderår. Det er også muligt at søge tilbage pr. kvartal og dermed opnå løbende momsrefusion.
For ansøgninger, der omfatter et helt kalenderår, skal momsbeløbet mindst udgøre 400 kr.
Tilbagesøgning uden for EU
Det er også muligt at søge om momsrefusion for udgifter, der er afholdt i lande uden for EU.
Ansøgning skal ske på særlige landespecifikke blanketter og sendes direkte til myndighederne i de pågældende lande sammen med de originale bilag.
Ansøgningsfristen er forskellig, alt efter hvilket land man skal sende momsrefusionen til. Det bemærkes, at ansøgningsfristen i Norge også er den 30. september 2025 for udgifter, der er afholdt i indkomståret 2024.
Få styr på regler og frister for udenlandsk momsrefusion
Momsrefusion fra udlandet kan være en væsentlig gevinst for din virksomheds økonomi. Processen indebærer ofte et komplekst regelsæt med specifikke krav og frister, som kan være udfordrende at navigere i.
Er du i tvivl om, hvordan du bedst håndterer ansøgningen, eller ønsker du sparring om mulighederne, står Roesgaard klar til at hjælpe dig med at skabe overblik, sikre korrekt håndtering og styrke udbyttet af dine udenlandske aktiviteter.