Frivillig kortere afregning af moms

6. november 2025

Frivillig kortere afregning af moms

Fristen for at angive og betale moms afhænger af virksomhedens årlige omsætning. 

Skattestyrelsen meddeler, hvilken momsperiode virksomheden er omfattet af. Eventuelle ændringer af perioden sker typisk i november og får virkning fra den efterfølgende 1. januar.

Virksomhedens årlige omsætning

Momsangivelse

Frist for angivelse og betaling

 

Under 5 mio. kr.

Halvårligt

Senest den 1. i den 3. måned efter periodens udløb.

Eksempel: 1. halvår 2026 skal angives og betales senest 
1. september 2026.

5-50 mio. kr.

Kvartalsvist

Senest den 1. i den 3. måned efter kvartalets udløb.

Eksempel: 1. kvartal 2026 skal angives og betales senest 1. juni 2026.

Over 50 mio. kr.

Månedligt

Senest den 25. i den efterfølgende måned (dog skal momsen for juni først angives og betales 17. august)

Eksempel: Momsen for januar 2026 skal angives og betales senest 25. februar 2026. 

 

Mulighed for kortere afregningsperiode

Hvis virksomheden ønsker en kortere afregningsperiode end den, den er tildelt ud fra sin omsætning, kan der ansøges herom. Det er dog ikke muligt at anmode om en længere afregningsperiode end den fastsatte.

 

Hvornår kan kortere afregning være en fordel?

En kortere afregningsperiode kan være fordelagtig, hvis virksomheden ofte har negativ moms – f.eks. som følge af eksport – eller står over for store investeringer, såsom byggeri.

 

Hvornår og hvordan ansøges der?

Der kan anmodes om frivillig kortere afregning fra enten 1. januar eller 1. juli. Ansøgningen skal være indsendt mindst en måned, inden den nye periode påbegyndes – dvs. senest 30. november eller 31. maj. Ansøgning indsendes via virk.dk.

 

Hvor længe er man bundet?

Virksomheder, der vælger frivillig kortere afregning, er bundet af ordningen i 2 år. Efter denne periode kan der anmodes om at vende tilbage til den ordinære afregningsperiode med virkning fra 1. januar eller 1. juli – også her gælder fristen en måned, før den nye periode påbegyndes.

Kontakt

Tine Lønvig

Tine Lønvig

Momsspecialist

20912502  ·  til@roesgaard.dk