Glemmer du at indberette EU-salg uden moms? Det kan blive dyrt

7. oktober 2025

Glemmer du at indberette EU-salg uden moms? Det kan blive dyrt

Skattestyrelsen har skærpet fokus på virksomheders indberetning af salg til virksomheder i andre EU-lande. 

Det er ikke nok at fakturere korrekt, have styr på købers momsnummer og indberette i rubrik B – der skal også indberettes til systemet EU-salg uden moms (VIES/listesystemet).

Skattestyrelsens særlige beføjelser ved varesalg

Siden 1. januar 2020 er momsfritagelsen ved salg af varer efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 1 betinget af, at salget indberettes til systemet EU-salg uden moms.

Hvis der ikke indberettes korrekt, bortfalder fritagelsen, og virksomheden skal betale dansk moms af salget.

Skattestyrelsen har i længere tid udsendt breve til virksomheder, hvor oplysningerne i rubrik B ikke stemmer overens med indberetningerne til EU-salg uden moms. Nu er der også indført egentlige kontroller på området.
 

Retsvirkninger ved manglende indberetning

Virksomheder, der ikke har indberettet korrekt, risikerer at skulle betale moms af ellers momsfrie salg til udlandet. Dette kan dog undgås, hvis virksomheden kan dokumentere en behørig begrundelse for den manglende indberetning.

Vær opmærksom på, at når Skattestyrelsen først har opkrævet salgsmoms på grund af manglende indberetning, kan forholdet ikke rettes med tilbagevirkende kraft.

Sørg derfor for at indberette løbende og korrekt til systemet og reager hurtigt – senest inden for fristerne, hvis I modtager breve fra Skattestyrelsen om differencer.
 

Er køberen momsregistreret?

Inden du sælger efter reglerne om omvendt betalingspligt til et andet EU-land, skal du sikre, at køberen er momsregistreret. 
Selv ved løbende samhandel skal du jævnligt kontrollere, at registreringen stadig gælder.

Du kan tjekke købers momsnummer via Vies on-the-Web - European Commission. Dokumentation for momsnummerets gyldighed bør gemmes.

Hvis køberen ikke er momsregistreret i et andet EU-land, skal der opkræves dansk moms.
 

Sådan indberetter du EU-salg uden moms 

Indberetningen sker under ”EU-salg uden moms” og skal foretages senest den 25. i måneden efter periodens udløb.
Der er mulighed for kvartalsvis indberetning, hvis:

  • Virksomheden ikke er månedsafregnende for moms, og
  • Den momsfritagne omsætning til andre EU-lande ikke overstiger 400.000 kr. pr. kvartal over fire kvartaler.
     

Øvrige krav ved momsfrit EU-salg

Bestemmelserne i momslovens § 34, stk. 2 gælder kun for varesalg. For at salget kan ske momsfrit, skal en række øvrige krav også være opfyldt. Disse krav gælder både for varer og ydelser.

For at kunne sælge momsfrit skal både fakturakravene og bogføringskravene for denne type salg være overholdt.


Fakturakrav

Ud over de almindelige fakturakrav skal fakturaen indeholde:

  • Købers udenlandske momsnummer
  • En tekst, der angiver, at der er tale om et momsfrit salg til et andet EU-land. (Kravet til teksten afhænger af, om det er varer eller ydelser.)
     

Regnskabskrav 

Salget skal bogføres som en momsfritaget EU-leverance på konti for momsfrit EU-salg.
 

Leveringssted og dokumentation

For at salget til virksomheder i andre EU-lande kan ske momsfrit, er leveringsstedet afgørende:

  • Ved ydelser er hovedreglen, at leveringsstedet er i købers land.
  • Ved varer er hovedreglen, at leveringsstedet er dér, hvor varen faktisk leveres.

Ved varesalg er det desuden et krav, at virksomheden kan dokumentere, at varerne har forladt Danmark.

Der findes en række undtagelser til hovedreglerne, så vær altid opmærksom på de konkrete regler for den pågældende handel.


Kort sagt

Manglende eller forkert indberetning til systemet EU-salg uden moms kan koste dyrt. Sørg for, at procedurerne er på plads, så momsfritagelsen ikke går tabt.
 

Kontakt

Tine Lønvig

Tine Lønvig

Momsspecialist

20912502  ·  til@roesgaard.dk