Lempede regler om transfer pricing-dokumentation
11. juni 2025

Folketinget vedtog den 3. juni 2025 at lempe kravene til udarbejdelse af transfer pricing-dokumentation.
Lovændringen betyder, at flere virksomheder fremover kan undtages fra dokumentationspligten.
Lempelsen får særligt betydning for små og mellemstore virksomheder og indebærer følgende ændringer:
Indførelse af minimumsgrænse
Selskaber fritages for dokumentationspligten, hvis summen af kontrollerede transaktioner er under 5 mio. kr., og den skattepligtiges samlede kontrollerede gæld og tilgodehavender ved indkomstårets udløb udgør mindre end 50 mio. kr.
Undtagelsen gælder dog ikke for transaktioner mellem koncernforbundne parter, der vedrører immaterielle aktiver, eller for transaktioner med koncernforbundne parter, der er hjemmehørende i en fremmed stat, som ikke udveksler skatteoplysninger med Danmark.
Justering af beløbsgrænser
Virksomheder med under 250 ansatte og med enten en årlig samlet balance på under 195 mio. kr. eller en årlig omsætning på under 391 mio. kr. fritages fra dokumentationspligten.
De tidligere grænser var henholdsvis 125 mio. kr. og 250 mio. kr. Grænserne bliver mål på koncernniveau.
Fritagelse for visse transaktioner
Der skal ikke udarbejdes transfer pricing-dokumentation for kontrollerede transaktioner, der består i udbytte og tilskud, som er betalt kontant.
Fritagelse for visse ejerandele
Underliggende datterselskaber, hvor den skattepligtige sammen med øvrige koncernforbundne parter ejer mindre end 5 % af selskabskapitalen og stemmerettighederne, fritages fra dokumentationspligten.
Reglen gælder i situationer, hvor den skattepligtige deltager i en aftale om udøvelse af fælles bestemmende indflydelse over det underliggende datterselskab — f.eks. i forbindelse med investering i et selskab via en transparent enhed som en kapitalfond.
Bemærk
Lempelserne skønnes at omfatte ca. 1.500 selskaber i Danmark.
Det er dog vigtigt at understrege, at selvom en virksomhed fritages fra dokumentationspligten, er det fortsat et krav, at transaktioner gennemføres på armslængdevilkår.
Ikrafttræden
Lovændringen har virkning fra og med indkomståret 2025.