Nu kommer de nye regler om generationsskifte
26. januar 2025
Skatteministeren har nu efter nogle måneders ventetid fremsat et nyt lovforslag, som vil forbedre mulighederne for generationsskifte af familieejede virksomheder.
De nye regler vil bl.a. væsentligt forbedre vilkårene for generationsskifte af udlejningsvirksomheder.
Det nye udspil medfører navnlig følgende ændringer:
-
Indførelse af mulighed for at overdrage aktive udlejningsvirksomheder skattefrit med succession
-
En nedsættelse af bo- og gaveafgiften fra 15 pct. til 10 pct. ved generationsskifte af aktive erhvervsvirksomheder, herunder aktiv udlejningsvirksomhed
-
Nye bindende retningslinjer for værdiansættelse af virksomheder ved generationsskifter
-
Lempelse af beskatningen ved overdragelser mellem søskende
Mulighed for skattefri overdragelse af udlejningsvirksomheder
Med lovforslaget lempes også den såkaldte ”pengetanksregel”, så det fremover bliver muligt at overdrage udlejningsvirksomheder skattefrit med succession. Successionen indebærer, at overdrageren ikke beskattes af skattepligtige fortjenester ved overdragelsen. I stedet overtages den latente skatteforpligtelse af erhververen, som en del af betalingen for virksomheden. Dermed udskydes beskatningen indtil et evt. senere skattepligtigt videresalg af virksomheden.
Reglerne om skatteudskydelse er reserveret til aktive virksomheder og kan ikke bruges ved overdragelse af virksomheder, hvis indtægter eller aktiver i overvejende grad vedrører passiv kapitalanbringelse i fast ejendom, kontanter, værdipapirer eller lignende.
Med det nye lovforslag skal virksomheder med aktiv udlejning af fast ejendom nu ikke længere betragtes som passiv kapitalanbringelse og kan dermed overdrages skattefrit og med den nedsatte bo- og gaveafgift på 10 pct.
Lempelsen omfatter både ejendomsselskaber og personligt ejede ejendomsvirksomheder.
For at der er tale om ”aktiv udlejningsvirksomhed” skal følgende betingelser dog være opfyldt:
-
Overdrageren og dennes familie skal have en direkte og indirekte ejerandel af ejendommen på mere end 50 pct.
-
Opgaven med indgåelsen af aftaler af væsentlig økonomisk betydning for driften må ikke i overvejende grad være overladt til en uafhængig tredjemand.
-
Overdrageren skal have ejet ejendommen i mindst 1 år før overdragelsen og skal i hele denne periode havde udlejet ejendommen aktivt. Alternativt skal ejendommen indgå i en samlet virksomhed med aktiv udlejning af fast ejendom, der har været ejet i mindst 1 år.
Nedsættelse af bo- og gaveafgiften til 10 pct.
Af lovforslaget følger, at bo- og gaveafgiftssatsen nedsættes fra 15 pct. til 10 pct. ved overdragelse af personligt ejede virksomheder samt selskaber til nære familiemedlemmer m.v. ved arv eller gave.
Nedsættelsen gælder kun aktive virksomheder, dvs. virksomheder som ikke i overvejende grad består af passiv kapitalanbringelse. Selskaber med en overvægt af værdipapirer og likvider mv. vil dermed ikke være omfattet af den nedsatte afgift.
Det vil desuden være en betingelse for den nedsatte afgift, at overdrageren har ejet virksomheden i mindst 1 år forud for overdragelsen, og at erhververen opretholder ejerskabet i mindst 3 år. Ved salg mv. indenfor 3 år forhøjes gaveafgiften forholdsmæssigt efter ejertiden.
Nyt retskrav vedr. værdiansættelse af virksomheder
Af hensyn til beregningen af skatter og gaveafgifter skal overdragelser mellem nærtstående personer ske til handelsværdien.
Med det nye lovforslag indføres der for de fleste virksomheder et retskrav på anvendelse af en ny skematisk værdiansættelse ved beregning af bo- og gaveafgift som led i generationsskifter. Det betyder, at der fremover vil være mindre usikkerhed om værdiansættelsen i forbindelse med generationsskifter.
Retskravet vil dog kun gælde ved overdragelse af virksomheder, som omfattes af den nedsatte bo- og gaveafgift. Retskravet gælder desuden ikke i forhold til opgørelsen af overdragerens skattepligtige fortjeneste og tab. Retskravet er derfor reserveret til de tilfælde, hvor en overdragelse sker (eller i hvert fald kan ske) med skattemæssig succession, sådan at der ikke sker nogen beskatning ved overdragelsen.
Ved overdragelser uden succession vil værdiansættelsen fortsat være behæftet med usikkerhed og vil kunne anfægtes af skattemyndighederne.
Det vil dog i alle tilfælde være valgfrit at bruge den nye værdiansættelsesmodel, som dermed kan fravælges, hvis det kan godtgøres, at den skematiske værdi overstiger handelsværdien.
Lempelse for gaver mellem søskende
Som reglerne er i dag er gaver mellem søskende indkomstskattepligtige, ligesom arv til søskende medfører betaling af en tillægsboafgift på 36,25 pct.
Med lovforslaget skal gaver og arv mellem søskende fra 1. januar 2027 kun pålægges gaveafgift eller boafgift med 15 pct., ligesom søskende vil kunne give hinanden afgiftsfri gaver op til den afgiftsfri bundgrænse på pt. 76.900 kr. årligt.
Overdragelse af aktive virksomheder mellem søskende vil fra 2027 kunne omfattes af den nedsatte afgift på 10 pct.
Ikrafttræden
De nye regler om overdragelse af virksomheder med skattemæssig succession skal ifølge lovforslaget have virkning fra 1. januar 2025.
De nye regler om nedsat bo- og gaveafgift og de nye værdiansættelsesregler vil have virkning for gaver, der ydes den 1. oktober 2024 eller senere og for udlodning fra boer vedrørende personer, der er afgået ved døden den 1. oktober 2024 eller senere.
Når loven vedtages, bliver der således mulighed for at anmode om genoptagelse af gaveafgiftsberegningen, for gaveanmeldelser indgivet før lovens ikrafttræden, og at foretage værdiansættelsen efter de nye regler. Anmodning om genoptagelse skal i givet fald indgives senest den 1. maj 2025.
De nye regler for arv og gaver mellem søskende vil gælde fra 1. januar 2027.
Få 360 graders rådgivning hos Roesgaard
De nye regler vil for mange virksomhedsejere give en kærkommen mulighed for at gennemføre et helt eller delvist generationsskifte på skattemæssigt fordelagtige vilkår.
Et generationsskifte handler dog ofte om meget andet end skat, herunder at finde den bedste måde at sikre familien, virksomheden og sig selv i årene der kommer.
Hos Roesgaard er vi eksperter i generationsskifter og har samlet rådgivning om jura, skat, regnskab og revision mv. i ét hus. Vi kan derfor sikre dig det fornødne overblik og 360 graders rådgivning om både økonomi, værdiansættelser, skat og juridiske forhold, herunder vedrørende fast ejendom og familie- og arveret, så der ikke er noget, som overses eller falder mellem to stole.
Vi står altid til rådighed for en uformel drøftelse af dine muligheder.