Nye regler for tidspunktet for angivelse af købsmoms træder i kraft 1. juli 2025
30. juni 2025
Fra 1. juli 2025 kan virksomheder fratrække købsmoms på bogføringstidspunktet i stedet for udelukkende ved fakturadato. Ændringen reducerer behovet for efterangivelser og giver en mere smidig håndtering af momsangivelsen.
Ved udgangen af 2024 blev det vedtaget, at der skal ske en lempelse vedrørende indberetning af købsmoms.
Lempelsen gør det muligt at vente med at fratrække købsmoms til bogføringstidspunktet i stedet for på tidspunktet for fakturaens datering. Det er stadig muligt at fratrække købsmomsen i den momsperiode, hvor fakturaen er dateret.
Ændringen træder i kraft 1. juli 2025.
Praktiske konsekvenser af de nye momsregler
Hidtil har momsen skullet fratrækkes i den momsperiode, hvor købsfakturaen er dateret. Det har betyder, at der skulle indsendes efterangivelse af momsen, hvis fakturaen ikke var blevet bogført på det tidspunkt, hvor momsen blev angivet.
Ændringen betyder, at det nu ikke er et krav, at der indsendes efterangivelse af købsmomsen, men at denne kan medtages i den efterfølgende momsperiode. Det er dog en betingelse, at købsmomsen medtages i den momsperiode, hvor købet betales – dog senest i den periode, der ligger seks måneder efter tidspunktet for leveringen.
Illustration af flow vedrørende en udgift samt tidspunkterne for angivelse af moms.
I ovenstående tilfælde er det efter de nye regler muligt at fratrække købsmomsen enten på momsangivelsen for august eller september (B eller D).
Fakturaen skal senest bogføres på betalingstidspunktet (E). Dog senest i den periode, der ligger seks måneder efter tidspunktet for leveringen. I sådan et tilfælde skal momsen angives senest på angivelsen for oktober (F).
Før 1. juli 2025 skulle købsmomsen med på momsangivelsen for august (B). Dette medførte, at der ofte skulle laves efterangivelser vedrørende købsmomsen.