Roesgaard og Roesgaard Advokater sammenlægges
1. oktober 2024

Sammenlægningen af Roesgaard og Roesgaard Advokater markerer begyndelsen på et nyt kapitel, hvor de to virksomheder forenes til én enhed for at styrke deres ekspertise og samle endnu flere kompetencer under ét tag.
Pr. 1. oktober 2024 bliver Roesgaard Advokater en del af Roesgaard, og de to virksomheder vil herefter fungere som én enhed.
Begge virksomheder, som er placeret på Sønderbrogade 16 i Horsens, slår deres viden og ressourcer sammen for at tilbyde kunderne den bedst mulige service og rådgivning på tværs af fagområder – i ét hus.
”Vi har i de to år, hvor vi har haft et strategisk samarbejde, bevist, at samarbejdet er unikt, og at de to virksomheder tænker ens. Kunderne, nye som eksisterende, har taget imod os med åbne arme, og de tillægger det stor værdi, at vi står sammen om dem som kunde. Vi har leveret samlede løsninger, som er langt bedre, end hvis vi ikke havde vores samarbejde.
Med sammenlægningen får vi nu mulighed for at levere endnu bedre service til vores kunder, da vi som én enhed kan samarbejde endnu tættere som ét team. Ved at samle vores kompetencer under én paraply, styrker vi vores ekspertise og forbedrer vores løsninger”, udtaler direktør i Roesgaard Advokater Peter Agentoft Nielsen.
Fra 1. oktober 2024 vil den samlede virksomhed bestå af 160 medarbejdere, hvoraf 125 kommer fra Roesgaard, og 35 kommer fra Roesgaard Advokater. Dette gør Roesgaard til Jyllands største rådgivningshus syd for Aarhus.
”De seneste to år har vi oplevet en markant vækst, og vi står nu stærkere end nogensinde før. Samarbejdet med Roesgaard Advokater har udviklet sig helt, som vi havde håbet på. Vi tænker kunder og forretning på samme måde. Da samarbejdet nu har nået en betydelig størrelse, ser vi det som et helt naturligt næste skridt, at vi rykker helt sammen. Med 160 dygtige kolleger i ét hus, der tilsammen besidder et bredt spektrum af unikke kompetencer, er vi godt rustet til at imødekomme vores kunders behov på tværs af flere fagområder. Vi ser frem til at markedsføre os som ét samlet rådgivningshus og fortsætte den positive udvikling”, forklarer direktør i Roesgaard Jens Roesgaard.
En fælles fremtid på Sønderbrogade
1. april 2021 blev Agentoft Advokater stiftet af Peter Agentoft Nielsen og havde i det første halvandet år til huse på Holmboes Allé i Horsens.
I september 2022 blev Agentoft Advokater lagt sammen med Roesgaards juridiske afdeling, hvilket markerede starten på et tæt strategisk samarbejde under navnet Roesgaard Advokater. Roesgaard Advokater omsatte i det seneste regnskabsår for mere end 40 mio. kr. og er således allerede et af de største advokathuse i Horsens og omegn.
Med sammenlægningen af Roesgaard og Roesgaard Advokater ser vi frem til en fælles frem-tid til gavn for vores mange kunder og samarbejdspartnere.