Skatteråd inden årsskiftet

3. december 2020

Skatteråd inden årsskiftet

Nu hvor året går på hæld, kan du med fordel overveje, om du skattemæssigt har fået det fulde ud af 2020 samt forberede dig på de skattemæssige tiltag, som venter i 2021. Nedenfor giver vi nogle gode skatteråd, som du kan drage fordel af inden nytår.

Gaver til familien

I 2020 kan der afgiftsfrit gives gaver på op til 67.100 kr. til nære familiemedlemmer som børn, børnebørn, forældre, stedforældre og bedsteforældre. For gaver til svigerbørn ligger beløbsgrænsen på 23.500 kr.

Den afgiftsfrie bundgrænse gælder for hver enkelt gavegiver, og ægtefæller med fælles børn har derfor mulighed for samlet at give en gave til hvert barn og barnebarn på i alt 134.200 kr.

Du kan også give en afgiftsfri gave ved at eftergive gæld. Gaver bør dog i alle tilfælde dokumenteres skriftligt.

Ved at give afgiftsfri gaver kan du spare boafgift i forbindelse med et senere dødsboskifte. Afhængigt af formuens størrelse kan gaver også være med til at sikre, at et fremtidigt dødsbo vil være skattefritaget. På den måde kan du gøre dine børn en dobbelt tjeneste.

Som gavegiver kan du i øvrigt bestemme, at gaven skal være gavemodtagerens særeje, ligesom den eventuelt kan båndlægges.
 

Overdragelse af ejendomme til nærtstående

Vurderingsstyrelsen forventer at udsende de nye ejendomsvurderinger i 2021, ligesom Skattestyrelsen arbejder med en ændring af reglerne for værdiansættelser ved familieoverdragelse af fast ejendom.

Indtil da kan der som udgangspunkt overdrages fast ejendom til nære familiemedlemmer til en pris svarende til den senest offentliggjorte ejendomsvurdering +/- 15%.

Da de nye ejendomsvurderinger i store dele af landet forventes at være væsentligt højere end de nuværende vurderinger, er der grund til at overveje en overdragelse nu.

Finansieringen kan eventuelt klares med et rentefrit familielån.
 

Generationsskifte med brug af A/B-modellen

A/B-modellen er et velkendt værktøj ved generationsskifte af selskaber. Modellen indebærer, at selskabskapitalen opdeles i A- og B-aktier, hvor A-aktierne tillægges en forlods ret til udbytte samt eventuelt flertallet af stemmerne.

Klasseopdelingen kan sikre, at det bliver nemmere for børn m.fl. at finansiere et køb af B-aktier, ligesom den hidtidige ejer kan bevare sin formue og indflydelse i selskabet.

Skattestyrelsen har dog udsendt et nyt styresignal, som fra 28. februar 2021 vil gøre det mere kompliceret og usikkert at anvende A/B-modellen ved generationsskifte. Det nye styresignal indebærer, at der ved værdiansættelse af B-aktierne ikke blot kan tages udgangspunkt i en forholdsmæssig andel af selskabets samlede værdi korrigeret for den forlods udbytteret, der er øremærket til A-aktierne. Fremover skal der også tages hensyn til den fremtidige gevinstmulighed på B-aktierne. Skattestyrelsen har ikke givet klare anvisninger på, hvordan de nye regler skal anvendes.

Går du med tanker om et generationsskifte, kan tiden derfor være den rette nu, hvor værdiansættelsen af en del virksomheder også er lavere som følge af coronakrisen.
 

Støtte til velgørende formål

Du har i 2020 mulighed for at opnå fradrag for op til 16.600 kr., hvis du yder bidrag til almenvelgørende og almennyttige formål, f.eks. nødhjælpsorganisationer. For at kunne få fradrag for dit bidrag, skal du oplyse dit CPR-nr. til bidragsmodtageren, som herefter indberetter bidraget til Skattestyrelsen. Bidraget skal ikke angives på din forskuds- eller årsopgørelse.
 

Indbetaling til pension

Ved indbetaling til ratepensionsordninger og ophørende alderspension (livrenter) samt indbetalinger på arbejdsgiveradministrerede pensionsordninger kan du opnå et årligt fradrag i den personlige indkomst med et grundbeløb på 57.200 kr. (2020). Har du indbetalt mindre end 57.200 kr. på din pensionsordning, kan du med fordel overveje at indbetale et yderligere beløb inden årsskiftet.

Ved indbetalinger til pensioner med løbende udbetalinger, f.eks. livsvarig alderspension (livrenter) er der fuldt fradrag for indbetalinger foretaget af din arbejdsgiver. På tilsvarende vis opnår du selv fradrag for alle indbetalinger på en privattegnet ordning, hvis indbetalingerne løber over en periode på min. 10 år. Sker der indbetaling i mindre end 10 år, får du også fradrag for den samlede indbetaling, men fradraget fordeles over en periode på 10 år.

I 2020 gør et ekstra pensionsfradrag det endnu mere attraktivt at indbetale til en fradragsberettiget pensionsordning med løbende udbetalinger eller en ratepension.

Det yderligere fradrag udgør 12% af et grundbeløb på 73.100 kr. Er der mindre end 15 år til folkepensionsalderen, forhøjes det ekstra fradrag til 32%.
 

Tab ved aktiesalg

Har du i årets løb solgt aktier, vil fortjeneste eller tab fra disse salg indgå i den skattepligtige indkomst. Eventuelt kan det overvejes at sælge aktier med tab, sådan at tabet realiseres inden årets udgang og dermed kan fradrages skattemæssigt.

For at opnå fradragsret for tab ved salg af børsnoterede aktier, skal aktierne være erhvervet den 1. januar 2006 eller senere, og Skattestyrelsen skal have modtaget oplysning om købet. Tabet kan fratrækkes i udbytter og gevinster fra andre børsnoterede aktier.

Tab på unoterede aktier kan modregnes i anden aktieindkomst, herunder udbytter. Bliver aktieindkomsten negativ, modregnes den negative skat i slutskatten.
 

Håndværker- og servicefradrag

Private har fortsat mulighed for at få fradrag for arbejdslønnen til en række serviceydelser samt grøn istandsættelse af helårsbolig eller fritidsbolig.

Servicefradraget er på 6.200 kr. pr. person og kan bruges, når der udføres serviceydelser i hjemmet som f.eks. rengøring, havearbejde, børnepasning og vinduespudsning.

Håndværkerfradraget er på 12.500 kr. pr. person og kan bruges, når der udføres håndværksydelser i form af vedligeholdelse og reparation af den faste ejendom, herunder energibesparende foranstaltninger som isolering af tag/ydervægge, udskiftning af vinduer, udvendigt malerarbejde, installation af tyverialarm m.m.

For at få fradraget skal du kunne dokumentere det udførte arbejde og din elektroniske betaling for arbejdet. Der er ikke fradrag for håndværksydelser, som er betalt kontant.

Du skal selv give Skattestyrelsen de nødvendige oplysninger for at få fradraget, som har en skatteværdi på cirka 26%.
 

Indbetaling af restskat og korrektion af forskudsopgørelsen

Forventer du at få en restskat for 2020, kan du med fordel indbetale den skyldige skat inden årsskiftet. Betales skatten først i det nye år, skal der nemlig betales en løbende rente på 2%, som ikke er fradragsberettiget.

Samtidig er det en god idé at gennemgå din forskudsopgørelse for 2021, som viser den forventede indkomst samt fradrag og dermed den forventede skat for det kommende år.

For bedst muligt at sikre at du løbende betaler den korrekte skat, er det en god idé at gennemgå forskudsopgørelsen og korrigere for eventuelle ændringer i forholdene. Det er særligt relevant, hvis du har fået et nyt arbejde eller en anden løn, eller hvis du har købt/solgt fast ejendom eller er blevet enten gift eller skilt.
 

Udbytte for hovedaktionærer

Aktieindkomst i form af udbytte og fortjenester på aktier beskattes som aktieindkomst med op til 42%. Aktieindkomst op til 55.300 kr. beskattes dog kun med 27%, og for ægtefæller er beløbsgrænsen det dobbelte, nemlig 110.600 kr. Har du aktieindkomst under disse beløbsgrænser, bør det overvejes at udlodde ekstraordinært udbytte til den lave skattesats.

Skrevet af: