Vinterbyggeri – naviger klogt gennem årstidens krav

25. februar 2025

Vinterbyggeri – naviger klogt gennem årstidens krav

Vinterens bidende kulde og uforudsigelige vejrforhold kan udfordre enhver byggeproces. 

For at gardere sig imod frostens greb er nøglen ikke kun solid planlægning og robust konstruktion men også opdateret viden om reglerne for vinterbyggeri. Her kan både iværksættelse og fordeling af omkostninger ofte give anledning til konflikter mellem byggeriets parter. Det er derfor vigtigt allerede i udbudsprocessen at forholde sig til reglerne herom. Reglerne findes i vinterbekendtgørelsen, som overordnet skal sikre, at både bygherren og entreprenøren bidrager til, at en påbegyndt entreprise holdes i gang i vinterperioden.

 

Kort om vinterbekendtgørelsen

Vinterbekendtgørelsen gælder for visse bygge- og anlægsarbejder, der udføres i vinterperioden (fra 1. november til 31. marts). Helt præcist gælder bekendtgørelsen for:

  1. Ny-, om- eller tilbygning på 500 m2 bruttoetageareal eller mere, herunder bebyggelser der omfatter en flerhed af bygninger på samlet 500 m2 bruttoetageareal eller mere.

  2. Alle indendørs arbejder, uanset bruttoetagearealets størrelse, når etageadskillelse eller tagkonstruktion er udført og vandtæt.

  3. Anlægsarbejder med en samlet anlægsudgift på over 4 mio. kr. ekskl. moms, bortset fra jord-, grus-, kloak-, blødbunds-, afvandings- og belægningsarbejder.

Vinterbekendtgørelsen skelner mellem såkaldte årstidsbestemte og vejrligsbestemte vinterforandringer.

  • Årstidsbestemte vinterforanstaltninger dækker over foranstaltninger, der uanset det aktuelle vejr på byggepladsen altid vurderes nødvendige at iværksætte i vinterperioden med henblik på at opretholde byggeaktiviteten (f.eks. udendørs arbejdsbelysning på byggepladsen).

  • Vejrligsbestemte vinterforanstaltninger er foranstaltninger, der kun iværksættes i vinterperioden, hvis det aktuelle vejr kræver det (f.eks. snerydning).

Overtrædelser af vinterbekendtgørelsen kan straffes med bøde.

 

Entreprenørens pligter og rettigheder

Finder vinterbekendtgørelsen anvendelse, skal entreprenøren opretholde arbejdet i vinterperioden, indtil en vis ”ulempegrænse” er nået. Denne pligt kaldes entreprenørens videreførelsespligt. Om ulempegrænsen er nået vurderes konkret fra sag til sag.

Vinterbekendtgørelsen lader spørgsmålet om betaling stå åbent. Hvad angår (ekstra) betaling for vinterforanstaltninger, og i hvilket omfang entreprenøren kan kræve det, afhænger af parternes aftale. Ved anvendelse af AB 18 anses årstidsbestemte vinterforanstaltninger normalt som inkluderet i entreprenørens tilbud, mens vejrligsbestemte vinterforanstaltninger afregnes i henhold til AB 18 § 24, stk. 3, medmindre andet er aftalt.

Er en forsinkelse begrundet i bygherrens forhold, eller skyldes forsinkelsen usædvanligt vejr, vil entreprenøren kunne få tidsfristforlængelse.

 

Bygherrens pligter og rettigheder

Vinterbekendtgørelsen lægger et ekstra ansvar på bygherre ved at pålægge denne at inkludere nærmere oplysninger om bl.a. vejrligsbestemte foranstaltninger i udbudsmaterialet.  

Hvis bygherren i udbudsmaterialet specifikt har angivet relevante vejrligsbestemte vinterforanstaltninger, vil de angivne foranstaltninger som udgangspunkt anses for at være indeholdt i entreprenørens tilbud.

I visse tilfælde overtager entreprenøren dog bygherrens oplysningspligt:

  • Ved alle totalentrepriser

  • Ved stor- og fagentrepriser over 3 mio. kr. ekskl. moms, hvor bygherren vælger at indhente et samlet tilbud på entreprenørens arbejder inklusive vinterforanstaltninger

  • Ved hovedentrepriser over 20 mio. kr. ekskl. moms, hvor bygherren vælger at indhente et samlet tilbud på entreprenørens arbejder inklusive vinterforanstaltninger

 

Kontakt Roesgaard, hvis du ønsker rådgivning med henblik på at skabe en solid grund for vellykkede byggeprojekter i vintermånederne.

Kontakt

Julie Gerlach Kristensen

Julie Gerlach Kristensen

Jurist

44 14 55 21  ·  jgk@roesgaard.dk