Hvordan bliver din virksomhed mere bæredygtig?

23. september 2021

Hvordan bliver din virksomhed mere bæredygtig?

Bæredygtighed er i den grad kommet på mediernes dagsorden, og på regnskabsområdet er de såkaldte ESG-regnskaber (miljø, samfund og ledelse) så småt ved at vinde indpas. Vi ser et politisk pres, for at yderligere virksomheder skal udarbejde ESG-regnskab, og dette pres kan sagtens komme til at omfatte virksomhedernes underleverandører. At sætte sig ind i reglerne nu er måske derfor at handle med omhu.

Sådan kommer du i gang med ESG-rapportering

Uden overblik, data og klimaregnskaber er det svært at handle, og uden handling og adfærdsændringer kommer de fleste virksomheder ikke langt i forhold til at realisere målsætninger omkring emissionsreduktioner og bæredygtighed.

Mange virksomheder har allerede data for det sociale område i form af f.eks. medarbejderomsætning og sygefravær. Det samme gælder ledelsesdata som f.eks. tilstedeværelse på bestyrelsesmøder, som udledes af bestyrelsesmødereferater. Modsat har virksomheder ofte ingen miljødata tilgængelig.

Da efterspørgslen på data for CO2-udledning vil stige i de kommende år, både fra banker, investorer og forbrugere samt en sandsynlig fremtidig beskatning heraf, gør virksomheder klogt i at oplyse miljødata – f.eks. ved at se på de tre scopes af CO2-aftryk:

  • Scope 1 – direkte emissioner fra virksomhedens egenproducerede el, varme eller køling
  • Scope 2 – indirekte emissioner fra indkøbt el, varme eller køling inkl. forsyningsselskabernes nettab i forbindelse hermed
  • Scope 3 – virksomhedens øvrige emissioner

Der vil være behov for uddannelse for at kunne opgøre de tre scopes. Derfor arbejder vi hos Roesgaard på at arrangere kurser, der kan hjælpe vores kunder med at blive klogere på emnet – i forhold til udviklingen på området, og hvordan der kan lægges en handlingsplan for bæredygtighed.

Du kan læse om ESG-hoved- og nøgletal her.
 

Indkøbs- og regnskabsafdelingen

For at tænke bæredygtighed ind i forretningen anbefaler vi:  

  • at spørge leverandørerne om, hvad det koster i CO2-emissioner ved køb, således emissioner også indgår som en parameter ved indhentelse af tilbud.
  • at sikre, at CO2-emissionerne fremgår af leverandørens faktura.
  • at få et økonomisystem, hvori CO2-emissionerne fra de enkelte bilag kan registreres samtidig med de økonomiske registreringer.
  • at udarbejde en vejledning til bogholderen om, hvad der skal registreres af CO2-emissioner f.eks. i forbindelse med øvrige betalinger, herunder lønudbetalinger.
  • at sikre, at virksomhedens/bogholderens procedure for registrering af CO2-emissioner og de interne kontroller i forbindelse hermed er gode nok.
  • at ledelsen løbende får rapportering om virksomhedens CO2-emissioner. 

Ledelsesrapporteringen er bl.a. til brug for udarbejdelse af en miljø-/klimahandlingsplan for virksomheden.


Udviklingsafdelingen

Forretningsmæssigt er det måske endnu vigtigere, at der er fokus på bæredygtighed i udviklingsafdelingen, da det må forventes, at efterspørgslen efter bæredygtige produkter stiger, i takt med at målsætninger omkring emissionsreduktioner realiseres, og her spiller genbrug/cirkulær økonomi en rolle. Hertil kommer, at finansiering af investeringer formodentlig vil blive lettere fremadrettet, jo mere bæredygtig investeringen er, da det må formodes, at den finansielle sektor understøtter den grønne omstilling.

Kontakt Roesgaard for at drøfte, hvordan din virksomhed kommer i gang med bæredygtighed. 

Skrevet af:

Michael Mortensen

Michael Mortensen

Partner, statsaut. revisor

42 14 74 36  ·  mmo@roesgaard.dk