Lokal Ukraine-indsamling runder snart 1 mio. kr. i donationer

20. juni 2022

Lokal Ukraine-indsamling runder snart 1 mio. kr. i donationer

Med Jens Roesgaard og Mikkel Krogslund Andersen i front, runder den nyetablerede forening Støt Ukraine snart i 1 mio. kr. i donationer. Projektets formål er at støtte børn og børnefamilier i Ukraine med alle former for nødhjælp.

Ud over at indsamle penge til projektet, garanterer Jens og Mikkel, at pengene kun bruges til projektets formål, og at alle udbetalinger godkendes. Imens driver Alina Bilogai, Maryna Hudzyma, Lars Bo Christensen og omkring 25 andre frivillige indsamlingen på Vejlevej 13 i Horsens.

Onsdag eftermiddag ankom en lastbil med det første store indkøb fra Bilka Horsens. Lastbilen var fyldt med fødevarer, babymad, modermælkserstatning, vådservietter og bleer. I lasten havde Bilka doneret legetøj og myslibarer til det krigsramte Ukraine.

Lars Bo Christensen var mødt op for at tage imod leverancen.

”Vi vil i løbet af den kommende uge gøre klar til, at endnu en lastbil kan køre mod Ukraine med nødhjælp. Når 32 paller står klar, kører lastbilen afsted. Leverancen med de 22 paller fra Bilka Horsens gør, at det hele nu går hurtigere. Før var det primært mindre donationer, men med de store donationer fra lokale virksomheder og dertilhørende indkøb, er der for alvor kommet fart på”, siger Lars Bo Christensen.

”Der er stadig brug for den lokale opbakning og donationer, og vi oplever god støtte fra både firmaer og private. Samtidig er vi utrolig glade for de lokaler, Michael Mortensen fra HM Entreprenør har stillet til rådighed. Der er brug for pladsen, særligt nu hvor vi modtager de større donationer”, fortsætter Lars Bo Christensen.

 

 

Lokale virksomheder støtter op

Jens Roesgaard og Mikkel Krogslund Andersen har involveret sig i projektet på Vejlevej 13 og bruger deres netværk til at indsamle donationer til den nyetablerede forening Støt Ukraine.

Alan Nissen, Nissen-familien og Roesgaard er indtil videre hovedsponsorer. Desuden har en lang række virksomheder valgt at støtte op om projektet og donere penge til Støt Ukraine-foreningen. Her kan bl.a. nævnes Nissens, Nissens Cooling Solutions, Hornsyld Købmandsgaard, Schur, Leif Hede Nielsen, Familien Hede Nielsens Fond og OBT Ejendomme.

Jens Roesgaard fortæller: ”Min familie har valgt at have en ukrainsk familie boende og har derved fået kendskab til indsamlingen på Vejlevej 13. Roesgaard har valgt at støtte indsamlingen, da vores butik har evnen og også forpligtelsen til at hjælpe. Derfor går Roesgaard forrest og donerer 250.000 kr., og sammen med Alan Nissen, Nissen-familien og vores netværk runder vi snart 1 mio. kr. i donationer”.

Mikkel Krogslund Andersen fortsætter: ”Ved at drive forretning i Ukraine gennem mange år, har jeg indgående kendskab til landet, og jeg ønsker at hjælpe de krigsramte ukrainere.

Vi har etableret foreningen, sådan at vi styrer økonomien for at sikre gennemsigtighed og vished om, hvad pengene går til. Den første store leverance fra Bilka Horsens er nu indkøbt og modtaget. Når leverancen er pakket og fragtet til Ukraine, køber vi stort ind igen, og når pengene i foreningen er opbrugt, vil vi kontakte flere virksomheder for at høre, om de ønsker at støtte projektet." 

 

Ikke langt fra tanke til handling

Som "chef" i det lokale nødhjælpsarbejde viser Maryna Hudzyma et imponerende engagement i projektet. Hun driver det frivillige arbejde på Vejlevej og har bl.a. til opgave at skrive en prioriteret ønskeseddel til Mikkel og Jens, som derefter står for at foretage de store indkøb. Maryana er født og opvokset i Ukraine, men har boet i Danmark siden 2010. Hun har netværk og kendskab til, hvor donationerne skal køres hen, og via løbende kontakt til personer fra de kriseramte områder får hun besked om, hvilken nødhjælp der er brug for.

 

 

Alle arbejder frivilligt i projektet. Der er således hverken omkostninger til løn eller administration. De frivillige startede med at indsamle donationer i Marynas hjem, hvorfra den første lastbil blev sendt mod Ukraine allerede den 28. februar 2022.

Maryna arbejder hos Normal og bruger al sin fritid på at indsamle hjælpemidler til sit hjemland, samtidig med at hun har mand og to børn at tage sig af.