Roesgaards årsrapport for 2020/21

24. september 2021

Vi har netop offentliggjort regnskabet for 2020/21 og kan konstatere, at det er gået godt. I år har vi budt velkommen til 16 nye kolleger og dermed rundet 100 medarbejdere. Det er en milepæl, som vi er utrolig stolte af.

 

Organisk vækst i et helt usædvanligt år

Regnskabsåret 2020/21 har været både usædvanligt og skelsættende. Covid-19 ændrede den verden, vi lever i, og måden, vi arbejder på. Vores organisation har skullet tilpasse sig, og mange af vores kunder har haft et ekstraordinært behov for hjælp i en usikker periode.

Trods et udfordrende år er vi igen lykkedes med at komme godt i mål med regnskaberne til tiden takket være en ekstra indsats fra vores medarbejdere og partnere.

Regnskabsåret 2020/21 markerer et nyt rekordår med en omsætning på 90,3 mio. kr. – en organisk vækst på mere end 10 % i forhold til det forgangne regnskabsår. Vores balance pr. 30. juni 2021 viser en egenkapital på 16 mio. kr. Årets resultat anses for værende tilfredsstillende.

 

Fremtidens rådgivningshus

Vi har opnået en organisk vækst på tværs af vores forretningsområder – revision, rådgivning og jura. I højere grad end tidligere oplever vi, at vores kunder forstår, at vi er gået fra at være et traditionelt revisionshus til nu at være et rådgivningshus med 360 graders rådgivning.

Vi udforsker og holder os konstant opdateret på den digitale udvikling og robotteknologi, som gør regnskabsrutiner hurtigere og billigere at udføre – både for os og for dig som kunde.

Når vi inddrager den moderne teknologi i vores hverdag, frigør vi tid til, at vores specialister kan skabe udvikling og vækst i vores kunders forretninger.

 

Forventninger til 2021/22

Roesgaards ambition er fortsat at være førende inden for branchen, og vi arbejder derfor bl.a. med at afprøve og implementere nye IT- og robot-løsninger.

Vi forventer en tilsvarende organisk vækst i det kommende år inden for alle forretningsområder. Med en høj medarbejder- og kundetilfredshed, flere fagområder og integrerede ydelser har vi et stærkt fundament for at fortsætte vækstrejsen og øge kundetilgangen i 2021/22.