Tilbageholdelse af betaling: Hvad er din retstilling som sælger?

14. oktober 2024

Tilbageholdelse af betaling: Hvad er din retstilling som sælger?

Når virksomheder og forbrugere indgår aftaler med hinanden, sker det med en klar forventning om, at begge parter overholder aftalens vilkår – både i forhold til levering og betaling.

Når virksomheder og forbrugere indgår aftaler med hinanden, sker det med en klar forventning om, at begge parter overholder aftalens vilkår – både i forhold til levering og betaling. Har din kunde meddelt, at de vil tilbageholde dele af betalingen, fordi de forventer problemer eller mangler ved det produkt, din virksomhed skal levere? I de fleste tilfælde har kunden ikke ret til at tilbageholde betalingen, udelukkende fordi de tror, at der vil opstå mangler ved produktet.  

Udgangspunktet i dansk ret: Betaling skal ske som aftalt
Det er det klare udgangspunkt i dansk ret, at betalingen skal ske i henhold til aftalen. En kunde kan ikke tilbageholde betalingen alene på grund af en forventning eller formodning om, at der vil opstå mangler ved det leverede produkt i fremtiden. Der skal være en konkret konstateret mangel eller anden misligholdelse af aftalen, førend der kan være grundlag for, at betalingen holdes tilbage. Mistanke alene er dermed som udgangspunkt ikke tilstrækkeligt.

Når mistanken er berettiget
I visse tilfælde kan kunden dog være berettiget til at tilbageholde betaling, hvis der er betydelige beviser for, at der med stor sandsynlighed vil opstå mangler på et senere tidspunkt. Dette kan eksempelvis være tegn på økonomiske problemer, tidligere leveringsforsinkelser eller andre omstændigheder, som tydeligt indikerer, at det ikke er muligt at levere det aftalte produkt. Det kan være svært at vurdere, hvornår beviserne er så stærke, at kunden har ret til at tilbageholde betalingen. Det kan derfor være en god idé at søge juridisk rådgivning.  

Håndteringen af uberettiget tilbageholdelse af betaling
Hvis I står overfor en kunde, som uberettiget nægter at betale det fulde beløb, har I flere handlemuligheder. Start med at forklare kunden, at de er forpligtet til at betale som aftalt, medmindre de kan bevise, at der er en konkret mangel ved produktet. Kan de ikke påvise en konkret mangel eller sandsynligheden for, at en sådan vil opstå, kan I fastholde, at der skal ske betaling. Om nødvendigt kan I indlede en retslig proces for at få betaling i henhold til aftalen.

Har I spørgsmål eller brug for hjælp til håndteringen af lignende situationer, er I velkomne til at kontakte Roesgaard for juridisk bistand og rådgivning.

Skrevet af:

Stine Kristoffersen

Stine Kristoffersen

Specialist i entrepriseret

21 12 84 44  ·  stk@roesgaard.dk