Virksomhedstestamente – et værdifuldt dokument for virksomhedsejere

13. januar 2022

Virksomhedstestamente – et værdifuldt dokument for virksomhedsejere

Et virksomhedstestamente kan hjælpe virksomheden, medarbejderne og familien videre og sikre den fortsatte drift af virksomheden, hvis ejerlederen går bort eller bliver uarbejdsdygtig. Det er rettidig omhu.

Det danske erhvervsliv er domineret af ejerledede og familieejede virksomheder. I mange af disse virksomheder spiller ejerlederen en helt central rolle, ligesom ejerlederen typisk er den, der har størst viden om virksomhedens forhold, og som udfører en række af de mest centrale opgaver.

Ejerledede virksomheder er derfor også sårbare, hvis ejerlederen går bort eller ikke længere er i stand til at varetage sine opgaver i virksomheden. Udsættes en virksomhedsejer for en ulykke eller sygdom, som gør ejerlederen uarbejdsdygtig, eller går virksomhedsejeren bort, kan det således have store økonomiske konsekvenser for virksomheden, hvis der ikke på forhånd er taget stilling til, hvem der skal foretage sig hvad.

Mangler der en nødplan for virksomheden, kan det derfor have negative konsekvenser for både virksomheden og familien eller de medarbejdere, som skal forsøge at samle op og sikre den fortsatte drift.

Et virksomhedstestamente kan bidrage til at skabe sikkerhed omkring de praktiske forhold ved virksomhedsejerens død eller sygdom mv., sådan at arvinger og medarbejdere hurtigt kan sætte sig ind i relevante forhold. Samtidig får virksomhedsejeren mulighed for at beskrive, hvordan han ønsker, at virksomheden skal drives, hvis han/hun ikke selv er i stand til at bidrage.

Et virksomhedstestamente er således ikke et juridisk dokument men derimod en konkret drejebog for, hvad der skal ske, hvis uheldet er ude, sådan at den fortsatte drift i virksomheden sikres, mens der arbejdes på at finde en ny ledelse.

Formålet med et virksomhedstestamente er således at sikre og bevare de værdier, som ejerlederen har skabt og at reducere frustration og usikkerhed i en presset situation. Det kan være med til at skabe tryghed i virksomheden for både medarbejdere, familien, banken, kunder, leverandører og eventuelle investorer.

Hvad bør et virksomhedstestamente forholde sig til?

Der gælder ingen formkrav til et virksomhedstestamente, og indholdet vil skulle tilpasses den enkelte virksomhed. Der er dog nogle generelle forhold, som virksomhedstestamentet bør forholde sig til.

  • Det er afgørende, at der lægges en klar plan for udpegelse af de nøglepersoner, som skal overtage styringen af virksomheden, og at disse kender retningen for virksomhedens fortsatte drift i forhold til ejerlederens ønsker og tanker.
     
  • Relevante forhold omkring aftaler med pengeinstituttet skal beskrives, sådan at en ny ledelse kan få kendskab til og overblik over virksomhedens kapitalberedskab. Det samme gælder andre aftaler omkring kreditter og rettigheder.
     
  • Kontaktoplysninger på virksomhedens rådgivere, herunder virksomhedens revisor og eventuelle advokat, som skal kontaktes umiddelbart efter virksomhedsejerens død.
     
  • Der bør lægges en klar kommunikationsplan for, hvordan kunder og leverandører kontaktes og informeres, da det er afgørende, at de orienteres hurtigt og korrekt, således at de betrygges i, at virksomheden fortsætter sin drift på uændrede vilkår.
     
  • Virksomhedens medarbejdere skal ligeledes orienteres og betrygges i, at deres arbejde ikke er i fare, og at de kan fortsætte på uændrede vilkår.
     
  • En beskrivelse af virksomhedsejerens knowhow som sikrer, at familie og nøglemedarbejdere hurtigt vil kunne sætte sig ind i det. Dette omfatter en beskrivelse af virksomhedens forretningsgange og oplysninger om virksomhedsejerens adgangskoder og passwords til virksomhedens IT-systemer.


Bør ikke stå alene

Et virksomhedstestamente er ikke et juridisk bindende dokument og bør derfor ikke stå alene. Det anbefales, at virksomhedsejeren også får udarbejdet et testamente og en fremtidsfuldmagt, som er juridisk bindende dokumenter, som sikrer, at arven ved virksomhedsejerens død fordeles efter dennes ønske, og at der er taget stilling til, hvem der skal varetage virksomhedsejerens økonomiske og forvaltningsmæssige interesser, hvis denne ikke selv er i stand hertil.

Vil du høre mere og drøfte, om et virksomhedstestamente kunne være relevant for dig og din virksomhed, er du velkommen til at kontakte Roesgaard.

Skrevet af: